
Sikke en weekend vi har haft med OIK til Rødovre Cup! Vores to U10-hold har været til den årlige cup i Rødovre, hvor der for en gangs skyld blev spillet om point, placeringer, semifinale og finale – og selvfølgelig pokaler til de bedste. Det er ikke den retning OIK normalt ønsker udviklingen skal gå, men vi vurderede, at årets cup ville være en spændende og lærerig oplevelse for alle involverede.
Vores ene hold kæmpede bravt mod nogle meget dygtige hockeyhold, selv om sammenspillet og afslutningerne ikke altid sad i skabet. Vi ikke fik taget et holdfoto efter sidste kamp, hvilken nok var et udtryk for at spillere og forældre gerne vil hjem efter en lang weekend, men hele weekenden var der masser af god stemning uden for isen – og humøret var højt, blandt spillerne både i hallen og på skolen om aftenen med indendørs boldspil på gangene.

OIK's hold i C-rækken var en skøn blanding af U10-spillere med forskellig erfaring, krydret med 3 seje U8'ere. Sammen fik de sat deres forskelligheder i spil og leverede en flot turnering, med kun ét nederlag i ordinær spilletid – desværre i finalen. Her var OIK foran 4-2, men efter en spændende kamp måtte vi overgive os til et stærkt Jets-hold og tabte knebent 4-5. For en oplevelse det må have været – Holger Danske Arena var mere end halv fyldt under finalen! Og der var dælme knald på tilskuerpladserne.
Turneringen bød også på MVP-kåring i alle tre rækker, og uden den mindste overraskelse blev det Felix Lundbæk fra OIK, der viste vejen og spillede en flot turnering med både hjerte og vilje.

Ishockey er og bliver en holdsport, og det var fantastisk at se, hvordan selv de mest uøvede spillere gav alt og løftede hinandens niveau – det var weekendens helt store gave.
En stor tak til alle 18 spillere og forældre for en uforglemmelig weekend. Måske bliver der en næste gang?
Tak for lån – vi tager masser af gode minder og erfaringer med hjem! 🏒
